Ø-hop på Azorerne september 2018

 

For 4 år siden var vi på Azorerne og denne gang valgte vi et ø-hop, hvor vi var rundt på 4 øer. Der er 9 øer ialt. Azorerne blev opdaget i 1317 og de første bosættere kom dertil i 1439. De er en del af Portugal, men har delvist selvstyre med eget parlament og egen regering og en præsident.

 

På kortet kan du se de 4 øer Sao Miguel, Terceira, Faial og Pico, som var de 4 øer vi besøgte.

 

Vi havde glædet os for vi kunne huske, hvor smukt - især hortensiaerne - stod langs vejene dernede, men desværre har de haft mærkeligt vejr, som os andre så de fleste hortensiaer var afblomstret og Belladonnaerne (nationalblomsten) var der heller ikke mange af selvom vi kom en måned før, men de har en flot natur. Det er helt overvældende når man står og ser ud over bjerge og dale.

 

Her følger en beskrivelse dag for dag med efterfølgende billeder og så håber jeg, at du vil give dig tid til at kigge.

 

Til sidst lægger jeg en masse naturbilleder, som viser et rigt udpluk af, hvad vi har set.

 

God fornøjelse

Skriv en tekst her

Tirsdag d. 11.9.2018

Om mandagen kørte vi til Billund for at overnatte på  Gregersminde Bed & Breakfast. Det kan varmt anbefales. Dels er det ikke dyrt og så ligger det 3-4 km fra lufthavnen og der var super forhold.

Vi skulle flyve kl. 7.20 tirsdag morgen så efter indtjekningen og sikkerhedstjek gik vi hen og fik morgenmad og fik købt sandwich og vand til at tage med på flyveren.

Jeg havde mit strikketøj med så jeg kunne sagtens få de 4-5 timer til at gå og ham der sad ved siden af mig ud mod midtergangen satte sig et andet sted, så der kunne jeg jo have mit garn mm, det var jo herligt for ellers er der jo ikke så meget plads.

Vi ankom til Sao Miguel 11.20 og blev kørt til vores hotel Royal Garden i Ponta Delgada, men eftersom vi kom så tidligt kunne vi ikke komme ind på værelset, men fik tjekket ind og så kunne vi stille bagagen i et bagagerum.

Vi gik ned i byen for at få noget at spise. Vi ville ned at se om Miriam, som vi spiste hos sidste gang, stadig var der,  men det var hun ikke og tjeneren troede vist det var noget vi ville bestille da vi spurgte til Miriam for han kunne ikke forstå hvad vi ville, men vi fik da noget at spise.

Det var frygtelig varmt med høj luftfugtighed den dag, så vi gik tilbage til hotellet for at sidde i den kølige reception indtil vi kunne komme ind på værelset.

Senere var der infomøde, hvor vi blev introduceret til hvad der skulle ske, af vores guide Rasmus.

Om aftenen gik vi ned i byen igen fordi vi ville ned at spise på kokke/tjenerskolen, men der var lukket. Tror vi kom for tidligt men kunne ikke se åbeningstidspunkter nogen steder.

Så vi gik længere ud på molen og fik grillet sværdfisk og det var bare godt.

Så det endte med, at vi havde gået 8 km den dag.

Onsdag den 12.9 2018

Vi skulle på heldagstur på Sao Miguel, som er hovedøen.

Vi kørte mod Furnas, som er øens største vulkankrater, hvor de boblende og kogende kilder vidner om den vulkanske aktivitet i området og her bliver Sao Miguels nationalret (Cozido) tilberedt i en gryde, som sænkes 1 m ned i jorden og står der i 6 timer. Søen Lagoa das Furnas ligger tæt ved og er 2 x 1,6 km i diameter og 12 m dyb.

Vi kunne se, hvor vores mad befandt sig, for der står skilte på toppen med hvem det er til.

Men inden vi skulle spise skulle vi besøge den berømte botaniske have Terra Nostra-park med ungdommens kilde, hvor man kan bade i 35 grader varmt jernholdigt vand.

Mens vi gik rundt i haven kom der er et gevaldigt regnvejr, så jeg var glad for at have taget min regnfrakke med selvom det næsten var for varmt at have den på.

Så mens dem, som skulle bade gjorde det, gik vi andre op på hotellet, som hører til haven, for at få noget at drikke og komme i tørvejr, inden vi skulle hen at spise.

Vi startede med suppe inden vi fik hovedretten. Vi var ikke så begejstret for maden sidste gang. Vi mindedes, at det var meget udvandet, men denne gang smagte det rigtigt godt. Og der er meget forskelligt af både kød og grøntsager som du skal smage på. Til dessert var der en ananasskive.

Derefter kørte vi til udkigspunktet Pico Do Ferro med udsigt over kratersøen og det er virkelig storslået.

Inden vi kørte tilbage til hotellet besøgte vi Cha Gorreana, som er Europas eneste tefabrik, og hvor vi kunne smage på de 3 forskellige te de laver.  Der sidder 3 damer og sorterer blade og grene fra manuelt. Der stod en kasse, hvor vi kunne smide nogle småpenge, hvis vi havde lyst og det indgik som en del af deres løn.

Derefter kørte vi tilbage til hotellet og om aftenen gik vi ud og spiste og jeg fik grillet torsk, men den var meget tør. Det er den eneste gang jeg har spist fisk som ikke var godt dernede for ellers smager deres fiskeretter rigtig godt. Vi fandt også en butik, som solgte paraplyer og vi fik 2 for 5 Euro, men derefter fik vi stort set ikke brug for dem ;-) Men de blev skam afprøvet i butikken inden vi fik dem så det var service.

Og så var det  på hovedet i seng for vi skulle op 5.30 dagen efter for vi skulle køre fra hotellet 6.30 og videre til næste ø.

Torsdag den 13. september 2018

Fordi vi skulle køre så tidligt fra hotellet havde vi bestilt en pose med morgenmad, som vi kunne have med i lufthavnen og den fik vi da vi tjekkede ud fra hotellet.

I lufthavnen blev jeg stoppet i sikkerhedstjekket og fik gennemrodet min håndbagage fordi jeg havde en neglefil med, som var 1 cm for lang. Og nu har jeg haft den med rundt alle andre steder, men den gik ikke der. Godt jeg havde pakket strikketøjet i kufferten.

Og så fløj vi de ca. 220 km til Terceira, hvor vi kørte til hotellet i øsende regnvejr, men det stoppede heldigvis da vi ankom og jeg må sige, at vi gennemgående var heldige med vejret så det for det meste regnede når vi var inden døre.

Terceira er 400,6 km2 og har ca. 57.000 indbyggere. Angra Do Heroismo er den største by og er også den ældste by på Azorerne.

Der kørte godt nok mange biler i gaderne, som for det meste var ensrettede og det var også nødvendigt så smalle, som de er og når der også skal være plads til at biler kan parkere.

Vi fik tjekket ind, men da det var tidligt på dagen. kunne vi ikke komme op på værelset. så vi fik stillet kufferten i bagagerummet og så gik vi ud for at finde et sted at spise sen morgenmad. for der havde ikke været så meget i posen. Hotellet lå lige midt i byen med rådhuspladsen lige ude foran og en masse små gader fuld af restauranter så det var nemt at finde.

Luftfugtigheden var mega høj i de dage vi var på Terceira så det var faktisk rigtig ubehageligt.

Så vi gik tilbage til hotellet og den kølige reception og sad inden vi gik ud og spiste frokost. for vi skulle på byrundtur kl. 13 i 3 timer.

Der var ca. 27 grader og mega høj luftfugtighed mens vi var på byrundtur, men vi startede på rådhuset, hvor vi fik set byrådssalen og den sal de bruger når de inviterer gæster.

Derfra gik vi op til en botanisk have, som faktisk lå lige bag hotellet og som vi havde udsigt til fra vores værelse.

Derfra gik vi over til præsidentpaladset, som vel nærmest er hans sommerhus hvor han holder til på Sao Miguel. Vi måtte ikke fotografere derinde af sikkerhedshensyn.

Videre til katedralen, hvor Peter var et smut oppe i tårnet.

Vi kom forbi det nyrestaurerede teater og fik lov at komme ind og se det og sikke bløde sæder. Det kunne de lærer noget af her i Danmark ;-) (specielt cirkusrevyen)

Derfra gik turen ned til havnen med den fine udsigt og endnu en kirke inden vi vendte snuden hjem til hotellet, hvor værelset nu var klart.

Efter et hvil gik vi ud og for at finde et sted at spise. Vi kom forbi et apotek så jeg gik ind for at få noget meget tyndt plaster til mine knyster. Jeg havde plaster med hjemme fra men det var for lille så jeg viste hende, hvad jeg havde og pegede på tegningen, hvor det skulle side og vupti kom hun med noget plaster, som var magen til det herhjemme, men den halve pris så jeg skulle have købt en hel stak.

Vi orkede ikke at trave så meget rundt efter et sted at spise så vi fandt et sted, hvor vi fik grillet tun.

Vi syntes de kørte vældig stærkt. Men man kan altid være sikker på at de holder for fodgængere ved et fodgængerfelt for hvis de ikke gør får de en bøde på 200 Euro. Historien fortæller at en politimand engang har sparket en kofanger ind på en bil, som ikke stoppede og man kunne også være helt sikker på at de stoppede så efterhånden fandt vi ud af at vi ikke behøvede at stoppe op, men bare kun gå over selvom man så der kom en bil.

 

Fredag den 14.9 2018

Vi skulle på heldagstur på Terceira og startede med at køre op til et gammelt fort Monte Brasil, hvor der var en fantastisk udsigt ud over byen.

Derefter stoppede vi ved en kirke. Jeg må indrømme. at jeg ikke kan huske hvad alle de kirker vi så hed. For der var mange og jeg kan heller ikke huske bynavnene. for vi kom også igennem mange små byer. Mange steder ligger der også et Helligåndshus. Man kan altid kende det på at det har nogle spraglede farver. Der er en krone inde og ind imellem er der en familie, som får den med hjem og den bliver bragt hjem til dem i et optog fra kirken og så har alle lov at komme og bede og familien inviterer folk til at komme og spise. De har kronen en uge og så skal den tilbage igen inden det er næste families tur.

Nu kørte vi op på toppen af en vulkan, hvor der var udsigt ud over lavasiderne og der var bare en fantastisk udsigt.

Vi skulle spise frokost hos en mand, som er agent for Bravo Tours dernede, og som havde et hus lige ud til vandet, hvor vi kunne sidde på terreassen og nyde det fine vejr. Vi startede med forskellige lokale ting til forret, og så fik vi en lokal ret og jeg må sige, at det smagte fantatisk. Det var oksekød, som havde simret i rødvin i 6 timer sammen med bacon og diverse krydderier. Til dessert fik vi passionsbudding, som også smagte godt.

Vi kunne kigge lige ud på 2 øer som nu blev kaldt Fugleøerne. Før blev de kaldt Gedeøerne fordi der var geder derude, men det var der ikke mere.

Så kørte vi ind midt på øen, hvor vi skulle ned i en 100 m dyb lavagrotte. Det er 2000 år siden den sidst var i udbrud. Vi skulle ned ad en masse trapper for at komme ned i bunden og det var en kæmpe oplevelse at stå dernede og i det hele taget befinde sig inde i sådan en grotte skabt for så mange år siden.

Efter en lang begivenhedsrig dag vendte vi tilbage til hotellet og om aftenen var vi ude at spise og fik barracuda denne gang. Vi havde hørt om en restaurant, hvor man skulle op ad nogle trapper og som ikke udmiddelbart så sådan ud, men vi fandt det og kom også derop. Desværre skulle de absolut spille rigtig høj musik.

Guiden havde fortalt, at der var rally på øen og ude på rådhuspladsen var der også stillet op til at bilerne skulle sendes af sted og han havde fået at vide, at det skulle foregå ca. 20.30 så vi tænkte, at nu gik vi ud at spise og så kunne vi se det bagefter. Men da vi kom derhen ventede vi i en time, men så kom nogle andre fra holdet og kunne fortælle, at de var blevet sendt af sted ved 19-tiden så det fik vi ikke lige at se.

Lørdag den 15.9 2018

Vi skulle videre til næste ø Faial, men først om eftermiddagen så vi havde til kl 15 for os selv. Luftfugtigheden var megahøj og det var varmt, så man havde egentlig ikke den store lyst til at bevæge sig ud, men vi skulle jo være ud af værelset kl. 12 så vi fik tjekket ud ved 11-tiden og gik så hen til den botaniske have, hvor vi ikke havde set den bageste del og der var også et museum, som vi tænkte vi kunne kigge på, men vi fik nu mest bekræftet at museer ikke lige er os. Havde håbet, der var aircondition derinde, men det var der bestemt ikke, men der var endnu en kirke, som vi så også lige fik kigget på.

Vi fandt et sted at spise frokost og noget is og så gik vi tilbage til hotellet og satte os i receptionen og jeg fik strikket lidt.

Ved 15-tiden blev vi hentet og kørt ud til lufthavnen og fløj til næste ø Faial, hvor vi blev indkvarteret ved 18-tiden. Jeg var nu forsigtig efter at have fået konfiskeret min neglefil så jeg puttede strikketøjet i kufferten for at være på den sikre side.

faial er 173 km2 og har ca. 15.000 indbyggere og den største by hedder Horta.

Vi var trætte og orkede ikke at gå ned i byen, så vi valgte at blive på hotellet for at spise og det gjorde mange af de andre også og det var da noget af en oplevelse.

Da vi kom derned fløj de to tjenere rundt og havde travlt og vi tænkte, at vi hellere måtte vente til de fandt et bord til os, men det gjorde de ikke. De værdigede os ikke et blik, så til sidst måtte vi spørge, om vi kunne få noget at spise og ham vi spurgte forstod ikke engelsk, så han måtte hente den anden og han fik da organiseret et bord.

Vi valgte at tage buffet for det var det nemmeste, men nogle af de andre bestilte noget andet fra menukortet, men havde stort besvær med at få det rigtige så ejeren måtte til sidst gyde olie på vandene og der måtte en ekstra flaske vin på bordet for at redde situationen. Så det var bestemt ikke den store oplevelse og sjovt nok var der stort set ingen af os, der spiste der den næste aften.

 

 

 

 

 

Søndag den 16.9 2018

Vi skulle på heldagstur rundt på øen Pico, som vi kunne se fra hotelvinduet. Vi skulle sejle derover og det tog 20 min og jeg skal hilse og sige, at det vippede for der havde jo været storm i området, men vi satte os oppe på det øverste dæk udenfor, og hvis det havde været rigtig slemt havde vi ikke fået lov at sidde der. Der var heldigvis overdækket, for der kom nogle  byger ind imellem, som godt alligevel kunne ramme os, men jeg havde min regnjakke på og Peter holdt paraplyen for.

Pico er kendt for sin vulkan Pico der er det højeste bjerg på Azorerne. Den omtales som "Den Sorte Ø" på grund af øens sorte vulkanske jord, der også er åsagen til de vingårde der ligger der. Frem til 1980 var øen hjemsted for hvalfangerindustri. Øen er 42x15 km og har 15.000 indbyggere.

Da vi kom i land kørte vi ud til nogle vinmarker. Deres måde at hegne marker ind på her på Azorerne er ved at bruge det forhåndværende materiale, hvilket er lavasten fra da vulkanen var i udbrud. Så de har simpelthen samlet lavasten og indhegnet markerne. På den måde havde de også hegnet markerne ind til køerne. Nogle steder havde de brugt hortensiaer fordi køer bliver syge af at spise af dem og når de først har prøvet det holder de sig væk.

Når du ser billederne af vinmarkerne kan du se, at de ikke er særlig store. De kan sagtens kun være 2 m2 og det er sådan et stort område med små vinmarker, som alle er hegnet ind af lavasten.

Vi kom ud til sådan et område, hvor vi var henne at se en mølle, som stod tom den dag. Normalt sidder en gammel dame og passer den, men det var søndag så der skulle hun jo passe sin kirke og hvis det var dårligt vejr var hun der heller ikke. Den blev brugt til at male majs. Toppen kunne drejes så vingerne kunne drejes alt efter, hvor vinden kom fra.

Vi skulle derefter hen til en kirke, hvor der var en særlig historie til. Kristusfiguren havde nemlig rigtig hår på hovedet. Det fortælles, at der var en dame, hvis datter var syg af kræft og moderen gik hen og bad i kirken og næste gang datteren var hos lægen var hun blevet rask. Moderen ragede alt sit hår af og gav det til kristusfiguren. Datteren overlevede og døde for få år siden, som en gammel kone. Det siges, at da der var et optog i gaderne hvor den figur var med for nylig og det regnede og alle folk blev våde men håret på figuren blev ikke vådt.

Inden vi kunne komme ind i kirken - fordi der var søndagsmesse - kørte vi lidt længere op af vejen til en lille souvenierbutik ejet af en ældre dame. Og den var lille, men hold da op, hvor havde hun mange ting, så mange fik da også købt lidt med hjem.

Derfra kunne vi gå ned ad vejen til kirken, men så regnede det igen, så bussen kørte derned og så var det holdt op med at regne imens.

Så skulle vi hen og have frokost og vi kørte hen et sted, hvor der var buffet og der var alverdens lokale ting og sager. Bl.a. var der kæmpe store figner.

Vi besøgte derefter et hvalmuseum, hvor vi startede med at se en film om, hvordan de har fanget hvaler og så kunne vi gå rundt og kigge. Det skulle være et af de bedste hvalmuseer i verden.

Vi kørte nu til Kaptajnens sø. Den hedder sådan fordi en kaptajn havde ejet et stort stykke land der. Hele dagen havde der været skyer for bjerget Pico som er en udslukt vulkan på 2.351 m, men mens vi var her lettede skyerne lige et kort øjeblik så vi nåede at se toppen, som er en lille vulkan på 72 m placeret på den store.

Desværre var mit kamera gået tør for strøm og Peter nåede ikke at få sit hevet frem, men næste dag blev vejret så fint, at vi kunne se det.

Vi kørte nu ud til en lille landsby, som man kan sammenligne med kolonihavehuse herhjemme. Det særlige her er, at husene er bygget er lavasten. Her var en vinforretning, hvor man kunne købe vin og likør og vi købte en mandarinlikør som smagte rigtig godt, med hjem.  Ude for enden kunne man gå ud på nogle broer for bedre at kunne nyde udsigten.

Om aftenen valgte vi at gå ned i byen for at spise. Når jeg siger ned, så er det fordi alle de byer der ligger ved havet ligger højt oppe, således at alle veje går stejlt opad. Guiden havde fortalt, at vi bare skulle gå til højre ved hotellet og så lige ud, så kom vi lige til restauranten. Han havde bare glemt at sige, at vi kort efter skulle følge vejen til højre. Så Peter og jeg gik og gik. Da vi havde gået 1½ km uden at se ene eneste restaurant tænkte vi, at vi hellere måtte gå ned mod vandet og det gjorde vi og 1½ km tilbage igen inden vi endelig fandt en restaurant.

På vejen kom vi forbi et sted ved vandet, hvor der hang en masse billeder. Der er mange som står og maler billeder der.

Der sad nogle andre fra holdet ved restauranten, som også havde fået den forklaring og også havde været på en længere tur, så vi fik sat os og fik bestilt og mens vi sad der kom der også nogle andre fra holdet og satte sig ved siden af, og der kom flere som så satte sig rundt om hjørnet. Der gik en evighed før vi fik vores mad, men det var intet imod dem som satte sig rundt om hjørnet for de kom ved 21-tiden og de fik først deres mad efter 1½ time. For tjeneren havde i mellemtiden glemt, hvad de havde bestilt og så måtte de bestille igen, så de skulle først til at begynde at spise da vi gik hjem. Vi valgte den korteste vej hvilket også var den stejleste så den var hård at komme op ad.

Mandag den 17.9 2018

Den sidste dag inden vi skulle hjem skulle vi på halvdagstur på Faial og bjerget Pico viste sig fra sin smukkeste side det meste af dagen så man kunne se toppen. Oven i købet havde den fået en lille ”hat” på og det skulle betyde dårligt vejr næste dag, men da vi skulle forlade øen om aftenen kunne vi jo være lige glade.

Hvis I synes jeg ser mindre glad ud på billedet, hvor man kigger ud over byen er det ganske rigtigt for på den anden side af muren gik det lodret ned, så jeg skulle ikke stå der for længe;-)

Nu kørte vi videre til det enorme vulkankrater Caldeira og sikke en udsigt der var der. Det var virkelig imponerende. Oppe på det høje udkigtspunkt stod der skilte, der viste, hvor langt der var til de forskellige storbyer.

Guiden formåede at få chaufføren til at køre ad små veje et langt stykke, så vi rigtig kunne nyde udsigten. Hvis ellers man turde kigge når det i hårnålesvingene gik stejlt ned i siderne.

Inden vi skulle videre gjorde vi lige et kaffe/kage-stop hos den lokale guides søster, som havde overtaget sine forældres cafeteria. Også her kunne vi lige nyde den betagende udsigt ud over slugten.

Videre til Caldeira do Faial og vulkanen Pelinhos der fra september 1957 var i udbrud i 13 måneder og skabte en helt ny ø der blev landfast med Faial. Her er der placeret et vulkanhistorisk museum, hvor vi fik lov at se en film om naturens kræfter med 3D-briller. Der står et tårn, som vi også kunne komme op og det skulle vi jo lige prøve.

Vi kørte tilbage til Horta, hvor vi skulle spise frokost hos ”Peter”. Her følger historien om "Peter"

I begyndelsen af 2. Verdenskrig lå et engelsk skib foranket ved Horta. Det havde mistet agterstavnen pga en eksposion af en dybdebombe. Skibet blev brugt som basis for distribution af kommunikation til skibe der udførte militære missioner i Nordatlanten. En højtstående embedsmand på skibet, som var leder af ammunitionstjenesten blev venner med José Azevedo, som ejede en restaurant. Englænderen syntes han lignede hans søn Peter og derfor begyndte han at kalde ham Peter og José kaldte nu stedet for Peter og det har det heddet lige siden. Han døde for et par år siden, men familien har overtaget stedet og det et et meget kendt spisested på Faial.

Mens vi kørte derhen blev det arrangeret, at vi kunne komme på hvalsafari. Man kan aldrig vide på forhånd om det kan lade sig gøre pga vejret, men nu var der givet grønt lys. Sidste gang vi var dernede så vi kun delfiner og ingen hvaler så vi tænkte, at nu måtte vi da ud at se hvaler. Det var så en lidt større og mere bebageligere båd sidste gang end den speedbåd vi kom ud i nu. Vi skulle først have regnfrakke og redningsvest på og så ned i en speedbåd, hvor vi skulle sidde overskrævs på en bænk og holde godt fast og det var skisme også nødvendigt for det gik over stok og sten og når vi røg ned i en bølgedal gav det et bump. Det tog en time at komme derud, men så var der også nogle hvaler, men eftersom man sad og hoppede op ned i den lille båd og bølgerne var høje var det umuligt at fange noget som helst på kameraet, men vi fik da set 3-4 hvaler i løbet af de 10 min vi var derude og så gik det over stok og sten tilbage til havnen. Vi skulle nemlig være i land efter 2 timer for vi skulle flyve tilbage til Sao Miguel. Hvis der bliver en næste gang skal vi helt sikkert af sted i en lidt større båd så man får et bedre overblik og mere behagelig tur for her gjaldt det bare om at holde fast.

Tilbage på havnen skulle vi finde hotellet. For at undgå den mega stejle vej vi have taget aftenen før prøvede vi en anden vej, som vi mente vi kunne finde ud af, men endte alligevel på den stejle vej.

Kl. 17.30 gik turen mod lufthavnen, hvor vi skulle flyve tilbage til Sao Miguel kl. ca. 19. Der var et cafeteria, som vi kunne gå op i inden sikkerhedstjekket. Cafeteria er nu et stort ord at bruge i den forbindelse. Der stod nogle skilte med sandwich, man kunne købe så jeg ville gerne have en tunsandwich, men det lavede han ikke på det tidspunkt. Det fremgik ikke helt, hvornår han så lavede dem. Det eneste man kunne få var en ostesandwich så det måtte vi jo så have og han skulle åbenbart også selv lave dem så det tog jo sin tid. Peter ville gerne have en fadøl men fadølsanlægget var gået i stykker så han måtte tage en flaske.

Da tiden nærmede sig gik vi igennem sikkerhedstjekket og hen til gaten, men det viste sig, at vi skulle komme til at vente længe for vi kom ikke af sted før ca. 21.15. Det var fordi der havde været uvejr på Sao Miguel og flyene havde ikke kunnet lande og lette så nu havde de en masse trafik, der skulle afvikles.

Så klokken blev 23 inden vi nåede hotellet og vi fik at vide, at baren ekstraordinært ville holde åbent og have sandwich til os så vi gik derned, men det var så som så med, at de var klar for han skulle rundt og tage imod bestillinger fra hver især så det tog jo sin tid inden vi fik noget så den blev 0.30 inden vi godt trætte kom i seng.

Skriv en tekst her

Tirsdag den 18.9 2018

Vi skulle hjem efter en fuldstændig fantastisk tur hvor vi havde set så mange flotte steder.

Efter morgenmaden pakkede vi og blev hentet af bussen. Med tanke på problemet med neglefilen i lufthavnen rustede jeg mig til kamp for at få strikketøjet om bord på maskinen i håndbagagen. Ganske rigtigt blev der også problemer. Jeg forklarede, at jeg hvade haft det med på flyet herned og så kunne jeg vel også have det med hjem igen. Det endte med de godtog det, men sagde, at det gik ikke en anden gang. Jeg takkede pænt og sagde, at han havde reddet min dag og så smilede han oven i købet, hvor fyren med neglefilen så ud som han troede jeg ville slå nogen ihjel.

Jeg så en anden dame side med sit hækletøj så jeg gik hen og spurgte om hun havde haft problemer, men det havde hun ikke. Hun havde en ganske almindelig hæklenål og sagde, at der kunne være problemer med dem med brede skafter.

Vi var trætte af at vente på fly, men det skulle vi heller ikke for vi fik søreme lov at boarde FØR planlagt og kom i luften til tiden og var i Billund 35 min FØR planlagt pga medvind, så det skal man jo ikke klage over.

Min mor inviterede på aftensmad så det var jo nemt og så kørte vi hjem .

Jeg håber du har kunnet se på billederne, hvor flot der var dernede, men virkeligheden er jo altid det bedste.

Som skrevet i indledningen lægger jeg naturbilleder i vilkårlig rækkefølge, som jeg ikke har kommenteret, men bare kan nydes efter dette.